Bahá’u’lláh

Bahá’u’lláh erklærede i 1863 at han var den lovede budbringer fra Gud som Báb havde fortalt ville komme. Bahá’u’lláh regnes som grundlæggeren af bahá’í-troen.

Bahá’u’lláh blev født den 12. november 1817. Han var søn af en meget rig persisk adelsmand og voksede op i et rigt udstyret hus hvor intet manglede. Efterhånden som han voksede op, blev han kendt for sin gode karakter og sit venlige og barmhjertige sind.

Da Bahá’u’lláh hørte om Bábs, tro antog han den øjeblikkelig og blev en uforfærdet forsvarer af Bábs sag. Han var i mange år en af Bábs mest trofaste tilhængere, og det var til ham Báb sendte sine ringe, sine segl og sine dokumenter da han blev klar over at hans tid snart ville være forbi. Det var også Bahá’u’lláh, der efter Bábs død stod frem med styrke og autoritet.

Denne person, som var kendt både i og udenfor bábí-samfundet, kunne ikke undgå forfølgelse, og Bahá’u’lláh blev sendt til Mellemøstens mest berygtede underjordiske fangehul, “Det Sorte Hul” i Teheran. Det var et tidligere vandreservoir hvor tyve, mordere og røvere var stuvet sammen, uden tøj på kroppen, i den underjordiske kulde og i en afskyelig stank. Bahá’u’lláhs fødder blev spændt fast og en stor jernkæde lagt om hans hals. Under disse fortvivlende forhold fik Bahá’u’lláh de første indikationer af det budskab han skulle bringe til menneskeheden.

De næste 40 år blev han holdt som fange i Det Osmanniske Rige. Under hele sit fangenskab åbenbarede Bahá’u’lláh guddommeligt inspirerede tekster. Hans hovedbudskab er enhed i forskellighed. “I er alle frugter på et træ og blomster i en have” skriver han i et ofte citeret vers.

Bahá’u’lláh blev landsforvist, først til Irak og senere til det nuværende Istanbul og Edirne i Tyrkiet. Hvor end han kom hen, fortalte han alle om sin mission. Mens han opholdt sig i Edirne skrev han breve til verdens konger hvor han åbent erklærede sin mission som Guds budbringer for vor tid, og gav råd og vejledning. I et fælles brev til jordens konger skriver han i 1867-68 blandt andet:

“Vær forenede, o jordens konger, for derved vil splidens storme blive stilnet blandt jer og jeres folk finde hvile, om I er af dem der forstår. Skulle en af jer gribe til våben mod en anden, rejs jer da alle mod ham, for dette vil være intet andet end åbenbar retfærdighed.”

Alle de steder han opholdt sig, vandt han gradvist stor respekt blandt indbyggerne. Det var præcis det myndighederne prøvede at undgå, og til sidst blev han landsforvist til fangebyen Akko i Palæstina. Byen var på det tidspunkt straffekoloni for mordere, røvere og politiske agitatorer fra hele det tyrkiske rige. Forvisningsordren indeholdt også strenge ordrer om at fangerne skulle holdes adskilte, og ingen af Akkos indbyggere måtte have noget med dem at gøre.

I de første to år blev bahá’íerne, som tilhængere af Bahá’u’lláhs tro kaldes, holdt fanget i byens fængsel. Men forholdene blev gradvist mildere, og med tiden fik de lov til at flytte ind i et hus ude i byen. Senere flyttede Bahá’u’lláh til et hus udenfor byen.

I Akko åbenbarede Bahá’u’lláh blandt andet bahá’íernes helligste bog, Kitáb-i-Aqdas.  Det er en lovbog der indeholder love, dels af personlig art og dels af samfundsmæssig  art. De personlige love omfatter bøn, faste, ægteskab mm. De samfundsmæssige love har med administrationen af samfundet at gøre. Bahá’u’lláh understregede imidlertid overfor de troende at de skulle udvise takt og klogskab i efterlevelse af lovene da de ikke måtte blive årsag til uro og splid.

Da Bahá’u’lláh gik bort i 1892, var han officielt stadig fange i Palæstina. 100 år senere i 1992 højtideligholdt Det Internationale Bahá’i Samfund et helligt år for at mindes 100-året for hans bortgang. I maj det år samledes flere tusind bahá’íer fra 200 lande og territorier ved hans gravmæle udenfor Akko for at ære ham.

Bahai.dk blog