|
DET UNIVERSELLE RETFÆRDIGHEDENS HUS
26. november 2007
Til verdens bahá'íer
Kære elskede venner!
Vi er bevæget til på denne Pagtens Dag
at reflektere over den ophøjede institution Guds Sags Hænder
efter den sidste sagens hånd, dr.’Alí-Muhammad Varqás
bortgang for kun to måneder siden. Det var blot nogle få
uger inden halvtredsårsdagen for Shoghi Effendis bortgang,
at vores verdenssamfund led dette bitre tab. Det er sandelig
tankevækkende at erkende, at dr. Varqás død afsluttede den
bemærkelsesværdige institutions forvaltning, hvis arv er
enestående i religiøs historie! Ved et så afgørende
tidspunkt i troens formende tidsalder, er det kun passende,
at en indsats bør gøres for dybere end tidligere at forstå
betydningen af opnåelserne af et så fremragende organ i den
administrative orden – et organ der viste sig at være så
integreret i udviklingen af vores verdenssamfund i dets
spirende år.
Vi sporer institutionens oprindelsen
til Bahá'u'lláh selv, som udpegede fire navnkundige støtter
af Hans lære til Guds sags hænder. På en tid, inden vores
tros administrative system blev sat i værk, blev de
samlingspunkter for vennerne, lige så meget på grund af
deres retsindige karakter som for deres indsats for at
proklamere Læren og forsvare troen mod dens bagvaskere. De
forblev standhaftige i disse aktiviteter på trods af heftig
forfølgelse, der også i nogle tilfælde indbefattede fængsel,
som myndighederne underkastede dem. Disse fremstående
personligheder var aktive under 'Abdu'l-Bahás ledelse, som i
1899 gav dem besked på at tage skridt til at danne Det
Lokale Åndelige Råd for Teheran, på hvilket de alle tjente.
Disse første hænders fokus på undervisning og beskyttelse af
troen, såvel som deres indsats for at forøge de troendes
forståelse for betydningen af de nye love, tilkendegiver
således funktionsmønsteret for denne institution, som den
ville antage på et senere stadium i bahá'í-samfundets
udvikling.
Mesteren selv udpegede ikke nogen
sagens hænder, men henviste til fire troende som sådan
posthumt. Hans testamente bekræftede imidlertid
institutionen og udvidede den ved at bemyndige troens
beskytter til at udpege indviede sjæle til den. I
begyndelsen over en periode på tre årtier benævnte Shoghi
Effendi ti sådanne sjæle posthumt; alle var anerkendte for
standhaftighed, energien og virkning i deres bestræbelser på
at undervise i troen og fremme dens bedste interesser.
Beskytterens udnævnelse i 1951 af 12 levende troende som
sagens hænder præsenterede bahá'í verdenen for en helt ny
dynamik i Bahá'u'lláhs verdensordens funktion. Gennem den
viste hænderne en usædvanlig vitalitet gennem
tiårskorstoget, især efter Guds Tegns pludselige bortgang.
Hans efterfølgende udnævnelse af syv mere i februar 1952 og
følgende afløsning derefter af fem af de bortgåede holdt
antallet af levende hænder på 19, indtil han i sit sidste
budskab til bahá'í verdenen mindre end måned inden sin død
udnævnte yderligere 8, som bragte antallet op på 27. Shoghi
Effendis beskrivelse af dem som ”hovedforvalterne af
Bahá'u'lláhs embryoniske verdens statssamfund bebudede den
verdensrystende virkelighed på det uventede ansvar, som
ville blive påtvunget dem lige efter hans bortgang.
Da Beskytteren var borte for evigt, var
hændernes første opgave, på trods af den sorg der
overvældede dem, at genoprette fatningen hos et sorgbetynget
samfund. Et afgørende aspekt af den opgave var naturligvis
at berolige vennerne angående den retning, som troen skulle
tage. Hænderne handlede hurtigt. Kun 16 dage efter
Beskytterens begravelse, sendte de en proklamation fra Det
Hellige Land til bahá'íerne i øst og vest. Heri erklærede
de, at da de efter en grundig eftersøgning ikke havde fundet
hverken et testamente eller instruks fra Shoghi Effendi,
ville de i dette budskab fremsætte de procedurer, de ville
følge, når de skulle imødekomme den skræmmende udfordring,
som de stod overfor. Det bekendtgjorde, at en gruppe på ni
hænder, som blev kaldt ”Vogterne” var blevet indstiftet til
at fungere ved Bahá'í Verdenscentret for at beskytte troen,
opretholde forbindelse med nationale åndelige råd i
forbindelse med gennemførelsen af tiårsplanen og
administrative sager samt tilse alle sager, som var
relaterede til bevarelse af Bahá'í Verdenscentret. Vennerne
overalt fik fra denne første meddelelse forsikring om, at
Sagens Skib sikkert ville krydse det hav, der var kommet i
så stærkt oprør ved Beskytterens bortgang. Efterfølgende
budskaber udsendt fra hændernes konklave i Det Hellige Land
indgød de troende yderligere tillid, og de rejste sig for at
opfylde de mål, der var sat dem i planen.
I tillæg til at give stor opmærksomhed
til planens fremgang i deres egne regioner foretog de
hænder, der boede uden for Det Hellige Land, lange rejser
for at besøge og opmuntre de troende i alle egne. Deres
rejser dækkede hele jordens overflade, mens de fortsatte med
at søge enhver lejlighed til at fremme arbejdet for den
plan, som Shoghi Effendi havde efterladt sig. De
forpligtelser, der var forklaret i detaljer i 'Abdu'l-Bahás
Testamente, blev udført med en uselviskhed, frygtløshed og
nidkærhed der var karakteristisk for deres aktivitet. At
”udbrede de guddommelige vellugte, at opbygge menneskers
sjæle, at fremme uddannelse, at forbedre alle menneskers
karakter” – alt dette foretog de sig med fremragende, til
tider, forbavsende resultater. Disse rejser ophørte ikke med
afslutningen på tiårsplanen, men fortsatte med uformindsket
styrke med Amatu’l-Bahá Rúhíyyih Khánums legendariske
rejser, som udøvede som en umådelig stimulans. Således viste
hændernes aktiviteter superlativt virkningsfuldheden i
Bahá'u'lláhs forsikring om at ”bevægelse fra sted til sted
har i sig selv, når den foretages for Guds skyld, altid
udøvet, og kan nu udøve, sin indflydelse på verden.”
Blandt hovedresultaterne af deres
samlede slid er disse iøjnefaldende: opretholdelse af troens
status som en uafhængig og udelelig Orden; beskyttelse af
sagen mod splittelse, på trods af illoyalitet mod Pagten fra
en fra deres egen fornemme gruppe, Mason Remey, som de var
forpligtede til at forstøde, bevarelse af ejendomme og
vedligeholdelse af Helligstederne og haverne ved
Verdenscentret, succes med den store udvidelse af troen.
Alle disse vanskelige opnåelser beredte stien til den jævne
overgang, som hænderne gennemførte fra Shoghi Effendis
tjenesteperiode som troens overhoved til Det Universelle
Retfærdighedens Hus’ ledelse, hvis første valg de
omhyggeligt forberedte bahá'í verdenen på, især de 56
nationale åndelige råd, der deltog i det. Sagens hænder
afleverede til Retfærdighedens Hus et samfund, der var så
stærkt omdannet gennem tiårsplanen, at det satte
Bahá'u'lláhs tro på landkortet som en verdensreligion på
enhver retmæssig måde. Den storslåede fejring ved
verdenskongressen i London, hvor bahá'íer fra lande på
ethvert kontinent, demonstrerede gyldigheden af denne
påstand.
På den anden side af verdenskorstoget
gav sagens hænder deres fulde støtte til det nyligt dannede
Universelle Retfærdighedens Hus, hvis skabelse deres tapre
indsats havde sikret. De påtog sig mange missioner på dets
vegne og fortsatte opgaver, der passede sig for deres
fortsatte forpligtelse til at undervise i og beskytte troen.
Da der uden Beskytteren ikke var nogen måde, hvorpå der
kunne udnævnes flere sagens hænder, udførte sagens hænder i
Det Hellige Land i særdeleshed, hvad der meget vel kan
betragtes som et særskilt og endeligt tegn på tjeneste: de
hjalp Retfærdighedens Hus med i fremtiden at fortsætte
funktionerne undervisning og beskyttelse, der er et særligt
træk ved deres institution. Derfor blev De Kontinentale
Rådgivernævn i 1968 oprettet, og derefter blev Det
Internationale Undervisningscenter, som forudset af Shoghi
Effendis skrifter, skabt i 1973. I deres utrættelige støtte
til Retfærdighedens Hus i skabelsen af disse institutioner
og i den vejledning, de gav til deres udvikling, efterlod
hænderne endnu en arv til bahá'í verdenen, som kun
fremtidens generationer vil blive i stand til at værdsætte.
Et skinnende bevis på deres endelige udøvelse er tydelig i
den statur, som Det Internationale Undervisningscenter har
fået på så kort tid og rådgiverinstitutionens
gennemtrængende indflydelse, som når ud til de fjerneste
kroge af vores verdensomspændende samfund.
Det er værd at bemærke at ingen i hele
gruppen af hænder, med én undtagelse, blev fortryllet af
fristelsen om magt, som almindeligvis demoraliserer dem, der
pludselig af omstændighedernes kræfter, bliver kastet ud i
en position af ophøjet rang og autoritet. I dette tilfælde
kan hele skabelsen blot bevidne deres forvaltnings
hæderlighed, den pletfri dyd i deres principfasthed.
Endnu et punkt at tænke over er
overlevelsen af ham, der på én gang blev udnævnt til to
poster nemlig sagens hånd og huqúqu'lláhs betroede i 1955.
At han blev i stand til at forme den sidstnævnte institution
og til sidst sørge for dens administrative overgang ved
dannelsen af Den Internationale Bestyrelse for Huqúqu'lláhs
Betroede med grene over hele jorden, er endnu et tegn på
bestandighed og overflod af de guddommelige bekræftelser,
som har ledsaget udviklingen af den administrative orden.
Det er således helt klart, at arbejdet for den guddommeligt
udnævnte institution, Guds Sags Hænder var uadskillig fra
troens fremgang fra Den Heroiske Tidsalder til en tidlig
periode i Den Formende Tidsalder; dets virkning er sikker på
at leve som en uløselig del af Bahá'u'lláhs Orden. Dr.
Varqás bortgang afslutter både et kapitel i bahá'í historien
og er begyndelsen til et nyt stadium i denne Orden, der er
ved at udfolde sig.
Med disse tanker anerkender vi med
stadig øgende forundring og påskønnelse vigtigheden af
bidragene fra Guds sags hænder til troens vækst og
konsolidering i alle dele af verdenen. I vores taknemmelige
hjerter reciterer vi med stærk bevægelse den velsignelse,
som Herrernes Herre så udtryksfuldt udbrød: ”Lys og
herlighed, hilsen og pris være på Hans sags hænder, gennem
hvem sjælsstyrkens lys er skinnet frem og sandheden blevet
etableret om, at myndighed til at vælge hviler hos Gud, Den
Magtfulde, Den Mægtige, Den Uhæmmede, gennem hvem nådens hav
har bruset og vellugten fra Guds barmhjertige gunst,
menneskehedens Herre, er blevet spredt.
Det Universelle Retfærdighedens Hus
(sign) |
