Spørgsmålet om hvem, der skal efterfølge religionsgrundlæggeren har til hver en tid ført til splid og uenighed. Det forebyggede Bahá'u'lláh ved udtrykkeligt at pege på sin ældste søn 'Abdu'l-Bahá, som den de troende skulle vende sig til for vejledning efter hans død. I sit testamente skrev han: "Når Mit nærværs hav er ebbet ud og Min åbenbarings bog er bragt til ende, vend da jeres ansigter mod ham, som Gud har villet, som er skudt frem af denne ældgamle rod. Genstanden for dette hellige vers er ingen anden end den Mægtigste gren ['Abdu'l-Bahá]."

At Bahá'u'lláh udpegede 'Abdu'l-Bahá som sin efterfølger indebar blandt andet at han var den eneste med myndighed til at fortolke Bahá'u'lláhs skrifter. Han uddybede læren om sin fars tro, supplerede dens læresætninger og skitserede de centrale linjer for dens administrative institutioner.

Set i bakspejlet står det klart at Bahá'u'lláh fra starten nøje forberedte 'Abdu'l-Bahá til at efterfølge ham. Han var kun otte år gammel, da hans far blev sendt til det underjordiske fængsel i Teheran, og han fulgte sin far gennem alle de mange år i eksil. Efterhånden som han blev ældre blev han sin fars nærmeste støtte og udførte mange vigtige opgaver for ham. For eksempel var det ham der forberedte de mange besøgende, der kom for at besøge Bahá'u'lláh.

Da gruppen af bahá'íer ankom til Akko blev næsten alle syge med tyfus, malaria og dysenteri. 'Abdu'l-Bahá vaskede, madede og plejede patienterne uden at tage pauser til sig selv. Til sidst blev han selv alvorligt syg i over en måned. Disse egenskaber af uselviskhed og dyb ydmyghed koblet med Bahá'u'lláhs tydelige beundring gjorde at 'Abdu'l-Bahá hurtigt fik titlen "Mesteren", en titel der stadig bruges blandt bahá'íer i dag. Også blandt lokalbefolkningen i Akko blev 'Abdu'l-Bahá kendt for at tage sig af de fattige og syge, som han gav almisser og plejede.

Efter sin fars død fortsatte 'Abdu'l-Bahá med at være Det Osmanniske Riges fange. Han vejledte derfor troens spredning udenfor Mellemøsten gennem breve og direkte kontakt med vestlige troende, der rejste til Palestina. Efter ungtyrkernes revolution fik han endelig sin frihed og i 1911 foretog han en fire måneder lang rejse til London og Paris, hvor han mødtes med vestlige troende og gav offentlige foredrag om troen og dens principper.

Det følgende forår tog han på en ny etårig tur, først til Europa og derefter til USA og Canada. I Nordamerika besøgte han mere end 40 byer og blev inviteret til at tale i kirker, synagoger og hos fremtrædende grupper og organisationer. Det fik stor betydning for udbredelsen af troen i USA og Canada.

Under 1. verdenskrig opholdt 'Abdu'l-Bahá sig i Palestina, hvor han handlede ud fra sin fars principper. Blandt andet organiserede han personligt et omfattende landbrugsprojekt i Tiberias, der var med til at forhindre hungersnød i området. For dette arbejde blev han slået til ridder efter krigen og han døde i 1921 som en i brede kredse respekteret mand. Ti tusind mennesker fra alle religioner, klasser og folkeslag fulgte ham til graven.

For 'Abdu'l-Bahá selv var der dog aldrig nogen tvivl om hans sande stade. I et brev til sine tilhængere i Amerika skrev han:
"Mit navn er 'Abdu'l-Bahá [direkte oversat Bahás tjener] Min virkelighed er 'Abdu'l-Bahá. Min lovprisning er 'Abdu'l-Bahá. Trældom for Den Velsignede Skønhed [Bahá'u'lláh] er mit strålende og skinnende diadem og tjeneste for menneskeheden min evige religion... Intet navn, ingen titel, benævnelse eller anbefaling har jeg, eller vil jeg have, foruden 'Abdu'l-Bahá. Dette er min længsel, min største higen. Dette er mit
evigtvarende liv. Dette er min evige ære."