Virkelighedens sol

Tale af 'Abdu'l-Bahá fra "Paris Talks"

I vort solsystem er solen selv illumineringens centrum. Gennem Guds vilje er dette himmellegeme den eneste kilde til liv og udvikling. Når vi ser på det materielle riges organismer, ser vi at deres vækst og oplæring er afhængig af varmen og lyset fra solen. Uden denne ansporende impuls ville træerne og anden vegetation ikke vokse, ej heller ville dyr og menneskers eksistens være mulig, faktisk ville ingen former for skabt liv kunne ses på jorden. Men hvis vi tænker os om, vil vi indse at den store giver af liv er Gud. Solen er formidler af Hans vilje og plan. Uden solens nådegaver ville verden derfor befinde sig i mørke. Al oplysning af vort solsystem kommer fra og udspringer fra det solare centrum.

På samme måde må der i det åndelige rige af intelligens og idealisme være et centrum for oplysning, og dets centrum er den evigtvarende, evigt skinnende Sol, Guds Ord. Dets lys er de virkelighedens lys, som har skinnet på menneskeheden, og som illuminerer tankens og moralbegrebernes rige, og som skænker de guddommelige nådegaver til mennesket. Disse lys er årsag til sjælenes oplæring og kilde til hjerternes oplysning, og sender det strålende budskab om de glade tidender om Guds Rige. Kort sagt, den moralske og etiske verden samt verden af åndelig genskabelse er for deres progressive væsen afhængig af illumineringens himmelske lys. Det skænker religionens lys og giver ånden liv, gennemsyrer menneskeheden med arketypiske dyder og skænker evig pragt. Denne Virkelighedens Sol, dette centrum af lys er Guds profet eller manifestation. Ligesom den fysiske sol skinner på den materielle verden og frembringer liv og vækst, således skænker den åndelige eller profetiske Sol lys til den menneskelige verden af tanke og intelligens, og medmindre den viste sig på den menneskelige eksistens’ horisont ville menneskenes rige være mørkt og blive udslettet.

Virkelighedens Sol er én Sol, men den står op forskellige steder, på samme måde som den fysiske sol er den samme, skønt den viser sig på forskellige steder i horisonten. I forårstiden står den fysiske verdens himmellegeme op langt nord for jævndøgnslinien, om sommeren stiger op midtvejs, og om vinteren viser den sig i den sydligste del af sin zodiakale rejse. Disse daggry eller gryningspunkter varierer meget, men solen er altid den samme sol, hvad enten den er den fysiske eller den åndelig sol.. Sjæle som retter deres blik mod Virkelighedens Sol vil modtage lyset uanset, hvorfra den står op, men de der er bundet af tilbedelse af gryningspunktet vil miste noget, når den viser sig på et andet punkt på den åndelige horisont.

Derudover har Virkelighedens Sol sine tydelige og successive perioder lige som den solare cyklus har sine fire årstider. Hver har sin forårstid. Når Virkelighedens Sol vender tilbage for at genoplive menneskehedens verden stiger en guddommelige nåde ned fra gavmildhedens himmel. Tankernes og idealernes rige sætter sig i bevægelse og bliver velsignet med nyt liv. Sindene udvikles, håbet bliver lysere, stræben bliver åndelig, den menneskelige verdens dyder viser sig med forfriskende vækstkraft og Guds billede og ligheden med Ham bliver synlig i mennesket. Det er den indre verdens vår. Efter våren kommer sommeren med sin fylde og er fuld af åndelig frugt. Efteråret følger med sine tilintetgørende vinde, som fryser sjælen. Solen ser ud til at gå bort indtil til slut vinterens kappe breder sig ud og blot svage spor af Den Guddommelige Sols stråler er tilbage. Lige som overfladen i den materielle verden bliver mørk og trøstesløs og jorden sover, træerne er nøgne og ingen skønhed eller friskhed er tilbage til at opmuntre mørket og forladtheden, således bliver også den åndelige cyklus’ vinter vidne til død, den guddommelig væksts forsvinden og udslettelse af Guds lys og kærlighed. Men igen begynder cyklussen, og en ny vår viser sig. I den er den tidligere vår vendt tilbage, verden bliver genoplivet, illumineret og opnår åndelighed. Religionen bliver fornyet og omorganiseret, hjerter vender sig til Gud og liv bliver atter skænket mennesket. I lang tid var den religiøse verden svækket og materialismen gik frem. Livets åndelige kræfter aftog, moral fornedredes, fred og ro var forsvundet fra sjælene og sataniske egenskaber dominerede hjerterne. Strid og hadefuldhed overskyggede menneskeheden, blodsudgydelser og vold herskede. Gud blev ignoreret, Virkelighedens Sol syntes fuldstændig borte. Himlens nådegaver var forsvundet, og således faldt vinteren over menneskeheden. Men Guds gavmildhed sørgede for at en ny vår gryede, og Guds lys skinnede, den lysende Virkelighedens Sol vendte tilbage og blev synlig, tankernes og hjerternes rige blev fuldt af opmuntring, en ny ånd af liv blev åndet ind i verden og kontinuerlig fremgang blev åbenbar.

 

tilbage til oversigten