Glimt fra Bahá'u'lláhs skrifter

Guds åbenbaring

II. Begyndelsen til alt er kundskab om Gud, og afslutningen på alt er streng overholdelse af alt det, der er blevet sendt ned fra den guddommelige viljes højeste himmel, en vilje der omfatter alt, som er i himlene, og alt som er på jorden.

III. Den åbenbaring, der fra umindelig tid er blevet hyldet som formålet med og løftet fra alle Guds profeter og det inderligste ønske hos Hans budbringere, er nu på grund af Den Almægtiges altomfattende vilje og på Hans uimodståelige befaling blevet åbenbaret for mennesker. Tilsynekomsten af en sådan åbenbaring er blevet indvarslet i alle de hellige skrifter. Se hvordan mennesk­heden, til trods for sådan en forkyndelse, har fjernet sig fra dens vej og lukket sig selv ude fra dens stråleglans.

Sig: O I der elsker den ene sande Gud! Bestræb jer på virkelig at erkende og kende Ham og overholde Hans forskrifter på rette måde. Dette er en åbenbaring under hvilken myriader af have vil blive et menneskes belønning, hvis han for dens skyld mister en blodsdråbe. Tag jer i agt, O venner, at I ikke fortaber så uvurderligt et gode eller tilsidesætter dets ophøjede stade. Tænk på den mangfoldighed af liv, der er blevet, og stadig bliver, ofret i en verden, der er blevet ført bag lyset af den rene indbildning, som dens folks forfængelige forestillinger har fostret. Skænk Gud tak eftersom I har opnået jeres hjertes attrå og er blevet forenet med ham, som er alle nationers løfte . Vogt med hjælp fra Den ene sande Gud - ophøjet være Hans herlighed - renheden i det stade, som I har nået, og hold fast ved det, der skal fremme Hans sag. Han befaler jer i sandhed, hvad der er rigtigt og fremmer højnelsen af menneskets stade. Lovprist være Den Barmhjertige, åbenbareren af dette underfulde skrift.

V. Dette er den dag, hvorpå Guds barmhjertigheds hav er blevet åbenbaret for mennesker, den dag hvorpå Hans omsorgs dagstjerne har kastet sin stråleglans på dem, den dag hvorpå Hans rigelige gavers skyer har kastet deres skygge på hele menneskeheden. Nu er tiden inde til at opmuntre og opfriske de frygtsomme ved kærlighedens og fællesskabets genop­livende brise og venlighedens og hjælpsomhedens levende vande.

Hvor de end samles, og hvem de end møder, må de, der er Guds elskede, i deres holdning til Gud og ved måden, hvorpå de lovsynger Hans pris og herlighed, udvise en sådan yd­myghed og dyb respekt, at hvert støvgran under deres fødder kan vidne om styrken i deres hengivelse. Den tale, der føres af disse hellige sjæle, bør give udtryk for en sådan styrke, at disse samme støvgran vil blive henrykket ved dens indflydelse. De bør vise en sådan adfærd, at den jord, de betræder, aldrig ville kunne tillade sig at henvende sig til dem med ord som disse: "Jeg er at foretrække frem for dig. For se, hvor tålmodig jeg er, når jeg bærer de byrder, som bonden lægger på mig. Jeg er det redskab, der bestandigt giver alle skabninger del i de velsignelser, som Han, der er kilden til al nåde, har betroet mig. Se graden af min ydmyghed, se med hvilken absolut underkastelse jeg lader mig træde under fode af mennesker uagtet den ære, der er skænket mig, og de utallige beviser på min rigdom - en rigdom der dækker behovene hos hele skabelsen..."

Vis tålmodighed og hjælpsomhed og kærlighed mod hveran­dre. Om nogen iblandt jer er ude af stand til at fatte en vis sandhed eller bestræbe sig på at forstå den, vis da, når I taler med ham, den største venlighed og god vilje. Hjælp ham til at se og erkende sandheden uden i mindste måde at regne jer selv som værende ham overlegen eller at være i besiddelse af større evner.

Menneskets hele forpligtelse på denne dag er at opnå andel i den nådestrøm, som Gud skænker ham. Derfor må ingen se på modtagerens storhed eller ringhed. Nogles andel kunne måske ligge i et menneskes hånd, andres andel måske fylde et bæger og atter andres endog et litermål.

X. Den tid, der er forudbestemt for folkene og slægterne på jorden er nu kommet. Guds løfter, som nedskrevet i de hellige skrifter, er alle blevet opfyldt. Guds Lov er blevet forkyndt fra Zion, og Jerusalem og dens høje og omegn er opfyldt af Hans åbenbarings herlighed. Lykkeligt det menneske, der i sit hjerte tænker over det, der er blevet åbenbaret i bøgerne fra Gud, hjælpen i fare, Den Selvbestående. Tænk over dette, O I Guds elskede, og lad jeres øren være opmærksomme på Hans ord, således at I ved Hans nåde og barmhjertighed kan drikke jeres andel fra standhaftighedens krystalklare vande og blive så faste og urokkelige som bjerget i Hans sag.

I Esajas Bog står det skrevet: "Gå ind i klippen og skjul dig i støvet af frygt for Herren og for Hans majestæts herlighed." Intet menneske, der tænker over dette vers, kan undgå at erkende storheden i Hans sag eller betvivle den ophøjede karakter af denne dag - selve Guds dag. Dette samme vers efterfølges af disse ord: "Og Herren alene skal være ophøjet på den dag." Dette er den dag, som Den Højestes pen har forherliget i alle de hellige skrifter. Der er intet vers i dem, der ikke forkynder æren i Hans hellige navn og ingen bog, der ikke vidner om højheden i dette mest ophøjede emne. Om vi omtalte alt, hvad der er blevet åbenbaret i disse himmelske bøger og hellige skrifter om denne åbenbaring, ville dette skrift antage umulige dimensioner. Det er på denne dag pålagt ethvert menneske at sætte hele sin lid til Guds mangfoldige gaver og rejse sig for med den største visdom at udbrede sandheden i Hans sag. Da, og kun da, vil hele jorden blive indhyllet i Hans åbenbarings morgenlys.

XIII. Tænk på fortiden. Hvor mange, både høje og lave, har til alle tider længselsfuldt ventet tilsynekomsten af Guds manifestation i Hans udvalgtes helliggjorte skikkelser. Hvor ofte har de ikke ventet hans komme, hvor tit har ikke de bedt til, at brisen fra guddommelig barmhjertighed skulle blæse, og Den lovede Skønhed træde frem fra det dølgende slør og blive åbenbaret for hele verden. Og når så nådens porte åbnedes, og den guddommelige gavmildheds skyer regnede på menneskeheden, og Den Usetes lys skinnede over den himmelske magts horisont, da fornægtede de ham alle og vendte sig bort fra hans ansigt - fra selve Guds ansigt...

XXIII. Tænk på tidligere slægtled. Se hvorledes, hver gang den guddommelige dagstjernes gavmildhed har kastet lyset fra sin åbenbaring på verden, da har hans tids folk rejst sig imod ham og fornægtet hans sandhed. De, der blev betragtet som menne­skers ledere har uforanderligt bestræbt sig på at hindre deres tilhængere i at vende sig til ham, der er Guds grænseløse gavmildheds hav.

Se, hvorledes folket, som en følge af den dom, som de gejstlige afsagde på hans tid, har kastet Abraham, Guds Ven, i ild; hvordan Moses, ham der samtalede med Den Almægtige, blev udråbt som løgner og bagvasker. Betænk hvorledes Jesus, Guds Ånd, til trods for sin store mildhed og fuldkomne kærlighed blev behandlet af sine fjender. Så voldsom var den modstand, som han, tilværelsens inderste væsen og Herren over det synlige og usynlige, måtte stå overfor, at han intet sted havde at hvile sit hoved. Han vandrede bestandigt fra sted til sted, berøvet et blivende opholdssted. Tænk over hvad der overgik, profeternes segl, Muhammad, må alle andres liv blive et offer for ham. Hvor voldsomme var ikke de lidelser, som det jødiske folks ledere samt afgudsdyrkerne lod regne ned over ham, som er Den egenmægtige Herre over alt, som en følge af hans forkyndelse om Guds enhed og af hans budskabs sand­hed! Ved min sags retfærdighed! Min Pen klager, og alt skabt græder inderligt som en følge af de sorger han gennemgik ved de hænder, der har brudt Guds pagt, vanæret Hans testamente, afvist Hans vidnesbyrd og bestridt Hans tegn. Derfor beretter vi for dig historien om det, der skete i fordums dage, således at du om muligt kan forstå.

Du har hørt, hvor frygteligt Guds profeter, Hans budbringere og udvalgte er blevet hjemsøgt. Tænk en stund over de motiver og den årsag der ligger til grund for en sådan forfølgelse. På intet tidspunkt, i nogen guddommelig ordning har Guds profeter undgået deres fjenders blasfemi, deres undertrykkeres grusomhed eller fordømmelse fra den tids lærde, der optrådte i oprigtighedens og fromhedens forklædning. Nat og dag gennemgik de lidelser, som intet undtagen kundskaben hos Den ene sande Gud nogensin­de kan måle, ophøjet være Hans herlighed.

XXIV. Vogt jer, O I der tror på Guds Enhed, således at I ikke fristes til at gøre forskel på nogen af Hans sags manifestationer eller til at skelne mellem de tegn, der har ledsaget og forkyndt deres åbenbaring. Dette er i sandhed den sande betydning af guddommelig enhed, om I er blandt dem, der forstår og tror på denne sandhed. Vær I ydermere forvisset om, at gerninger og handlinger hos hver og en af disse Guds manifestationer, ja, alt hvad der angår dem, og hvad de end måtte manifestere i fremtiden, alt sammen er forordnet af Gud og er en genspejling af Hans vilje og formål. Den der gør den ringeste forskel på deres personer, deres ord, deres budskaber, deres handlinger og adfærd, har sandelig tvivlet på Gud, har afvist Hans tegn og forrådt Hans budbringeres sag.

Progressiv åbenbaring

XXXI. Betragt med dit indre øje den kæde af hinanden efterfølgende åbenbaringer, der har sammenkædet Adams åbenbaring med Bábs. Jeg vidner over for Gud, at enhver af disse åbenbaringer er blevet sendt ned i kraft af den guddommelige vilje og hensigt, at hver af dem har været bæreren af et særligt budskab, er blevet betroet en guddommeligt åbenbaret Bog og blevet overdraget at afsløre et mægtigt skrifts mysterier. Omfanget af den åbenbaring, som hver af dem er blevet så nøje knyttet til, var klart forudbestemt. Dette er i sandhed et tegn på Vor nåde imod dem, hvis I er blandt dem, der fatter denne sandhed...

XXXIV. Guds profeter bør betragtes som læger, hvis opgave er at pleje verdens og dens folk, således at de gennem enhedens ånd kan helbrede sygdommen i en splittet menneskehed. Ingen har fået ret til at betvivle deres ord eller ringeagte deres adfærd, for de er de eneste, der kan hævde at have forstået patienten og at have stillet den rette diagnose på dens lidelser. Intet menneske, uanset hvor skarp hans opfattelse, kan nogensinde håbe at nå de højder, som visdommen og forståelsen hos den guddommelige læge har nået. Det kan derfor ikke undre, hvis den behandling der er foreskrevet af lægen på denne dag ikke skulle findes at være identisk med den, som han tidligere foreskrev. Hvorledes kunne det være anderledes, når de onder, der angriber den lidende på ethvert stadium af hans sygdom nødvendiggør et særskilt lægemiddel? På samme måde har Guds profeter, hver gang de har oplyst verden med den funk­lende udstråling fra guddommelig kundskabs dagstjerne, uforanderligt opfordret dens folk til at favne Guds lys ved de midler, der bedst passer til den tids krav, hvor de kom til syne. De var således i stand til at sprede uvidenhedens mørke og kaste glansen fra deres egen kundskab på verden. Det er derfor mod disse profeters inderste væsen hvert klarsynet menneskes øje må rettes, eftersom deres hensigt ene og alene altid har været at lede de vildfarne og skænke fred til de lidende. Dette er ikke fremgangens og sejrens dage. Hele menneskeheden er i mangfoldige sygdommes greb. Stræb derfor efter at redde dens liv ved hjælp af det lægende middel, som den ufejlbarlige læges almægtige hånd har beredt.

XXXVIII. Vid med sikkerhed at i enhver religion er lyset fra guddommelig åbenbaring blevet skænket til mennesker i direkte forhold til deres åndelige kapacitet. Tænk på solen. Hvor svage er ikke dens stråler i det øjeblik, den viser sig over horisonten. Hvor gradvist forøges ikke dens varme og kraft, medens den nærmer sig sit højdepunkt, alt medens den gør alt skabt i stand til at tilpasse sig den voksen­de styrke fra dens lys. Hvor uforanderligt tager den ikke af, indtil den når sit ned­gangs­punkt. Om den på én gang åbenbarede de kræfter, der ligger latent i den, ville den uden tvivl forårsage skade på alt skabt...­På samme måde, hvis sandhedens sol pludselig på sin åben­barings tidligste trin, afslørede det fulde omfang af de kræfter, som Den Almægtiges forsyn har skænket den, ville jordbunden for menneskelig forståelse gå til grunde og blive ødelagt; for menneskers hjerter ville hverken kunne udholde styrken i dens åbenbaring eller være i stand til at genspejle udstrålingen fra dens lys. Bange og overmandede ville de ophøre at eksistere.

XLVII. O jøder! Hvis I har til hensigt endnu engang at korsfæste Jesus, Guds Ånd, dræb da mig, for han er atter i min skikkelse blevet gjort synlig for jer. Gør med mig som I ønsker, for jeg har aflagt løfte om at ofre mit liv på Guds vej. Jeg vil ingen frygte, selvom jordens og himlens magter har samlet sig imod mig. Tilhængere af evangeliet! Hvis I nærer ønske om at ihjelslå Muhammad, Guds Apostel, grib da mig og gør en ende på mit liv, for jeg er ham, og mit selv er hans selv. Gør mod mig som I ønsker, for den dybeste længsel i mit hjerte er at nå min højst elskedes nærvær i hans herligheds rige. Således er det gud­dommelige bud, om I kender det. Tilhængere af Muhammad! Hvis det er jeres ønske med jeres spyd at gennembore brystet på ham, der har forårsaget, at hans bog Bayanen blev nedsendt til jer, læg da hånd på mig og forfølg mig, for jeg er hans højt elskede, åbenbaringen af hans eget selv, skønt mit navn ikke er hans navn. Jeg er kommet i skyggen af herlighedens skyer og er af Gud udrustet med et uovervindeligt herredømme. Han er Sandheden, han den der kender de usynlige ting. Jeg forventer i sandhed fra jer den medfart, I har tildelt ham, der kom før mig. Herom vidner i sandhed alle ting, hvis I er af dem der hører. O Bayanens folk! Hvis I har besluttet at udgyde hans blod, hvis komme Báb har forkyndt, hvis tilsynekomst Muhammad har forudsagt, og hvis åbenbaring Jesus Kristus selv har bekendtgjort, se mig da stående rede og forsvarsløs foran jer. Gør med mig hvad I ønsker.

Sjælen

LXXIX. Med hensyn til dit spørgsmål om Guds verdener. Vid du i sandhed at Guds verdener er utallige, og uendelige i deres rækkevidde. Ingen kan tælle dem eller fatte dem andre end Gud, Den Alvidende, Den Alvise. Tænk på din tilstand under søvnen. Sandelig siger jeg, dette fænomen er det mest gådefulde af Guds tegn blandt mennesker, om de ville tænke over det i deres hjerte. Se hvordan det, som du har set i din drøm, efter lang tids forløb bliver fuldstændig virkeliggjort. Havde den verden, hvori du befandt dig i din drøm, været identisk med den verden, hvori du lever, ville den tildragelse, der viste sig i drømmen, nødvendigvis være foregået i denne verden i selve øjeblikket for dens hændelse. Var det således, ville du selv have bevidnet det. Da dette imid­lertid ikke er tilfældet, må deraf nødvendigvis følge, at verden du lever i er forskellig og adskilt fra den, som du har oplevet i din drøm. Denne sidste verden har hverken begyndelse eller ende. Det ville være sandt, om du påstod, at denne samme verden, som det er bestemt af Den herligste og almægtige Gud, er inden i dit eget selv og er foldet sammen inden i dig. Det ville ligeså være sandt at hævde, at din ånd, efter at have overskredet søvnens begræns­ninger og have afkastet al jordisk tilknytning, ved Guds handling er blevet i stand til at gennemrejse et rige, der ligger skjult i denne verdens inderste virkelighed. Sandelig siger jeg, Guds skabelse omfatter verdener ud over denne verden og skabninger adskilt fra disse skabninger. I hver af disse verdener har Han forordnet ting, som ingen kan udforske undtagen Ham selv, Den Udfor­skende, Den Alvise. Tænk over det som vi har åbenbaret for dig, således at du kan opdage hensigten hos Gud, din Herre og Herren over alle verdener. Gåderne i guddommelig visdom er blevet gemt i disse ord. Vi har afstået fra at dvæle ved dette emne på grund af de sorger, der har indkredset os ved de handlinger, der er blevet begået af dem, der er blevet skabt gennem vore ord, om I er af dem, der vil lytte til Vor stemme.

LXXX. Du har spurgt mig, hvorvidt mennesket, som forskelligt fra Guds profeter og Hans udvalgte, efter sin fysiske død vil bevare den samme individualitet, personlighed, bevidsthed og forståelse, der kendetegner dets liv i denne verden. Hvis dette skulle være tilfældet, hvad er da forklaringen, har du bemærket, på at medens så lette skader på dets mentale evner som besvimelse og alvorlig sygdom berøver det dets forståelse og bevidsthed, er dets død, der må indebære dets legemes forfald og opløsning af dets elementer, ikke i stand til at ødelægge dets forståelse og slukke dets bevidsthed? Hvordan kan nogen forestille sig, at menneskets bevidsthed og person­lighed vil blive opretholdt, når selve de redskaber, der er nødvendige for deres eksistens og funktion, vil være fuld­kommen opløst?

Vid at menneskesjælen er hævet over og er uafhængig af alle legemets eller forstandens svagheder. At en syg person viser tegn på svaghed skyldes de forhindringer, der stiller sig imellem hans sjæl og hans legeme, for sjælen selv forbliver upåvirket af alle legemlige sygdomme. Tænk over lampens lys. Selv om en ydre genstand kan komme i vejen for dens udstråling, vedbliver lyset selv at skinne med uformindsket kraft. På samme måde er enhver sygdom, der angriber menneskelegemet, en hindring, der afholder sjælen fra at vise sin iboende styrke og kraft. Når den forlader legemet vil den imidlertid udvise en sådan magt og åbenbare en sådan indflydelse, som ingen jordisk magt kan lignes ved. Enhver ren, enhver forfinet og lutret sjæl vil blive udrustet med vældig kraft og skal glæde sig i umådelig lyksalighed.

Tænk på lampen som er skjult under en skæppe. Selv om dens lys skinner, er dens stråler dog skjult for mennesker. Tænk på samme måde på solen, der er blevet formørket af skyerne. Se hvorledes dens glans synes at være formindsket, når i virkeligheden kilden til dette lys er forblevet uforandret. Menneskets sjæl bør sammenlignes med denne sol, og alt på jorden bør betragtes som dets legeme. Så længe ingen ydre forhindring kommer imellem dem, vil legemet i sin helhed vedblive at reflektere sjælens lys og være støttet af dens kraft. Men så snart et slør lægger sig imellem dem, synes styrken i dette lys at mindske.

Tænk atter på solen når den er fuldstændig skjult bag skyerne. Selv om jorden er oplyst af dens lys, er dog graden af det lys, som den modtager, betydeligt formindsket. Ikke før skyerne har spredt sig, kan solen atter skinne i sin fulde herlighed. Hverken skyens tilstedeværelse eller dens fravær kan på nogen måde påvirke solens iboende stråleglans. Menneskets sjæl er solen, hvorved dets legeme oplyses, og hvorfra det drager sin næring, og skal betragtes som sådan.

Tænk endvidere på hvorledes frugten, før den er formet, ligger latent i træet. Hvis træet blev hugget i stykker, ville intet tegn eller nogen del af frugten, ligemeget hvor lille, opdages. Men når den kommer til syne, åbenbarer den sig, som du har set, i sin underfulde skønhed og strålende fuldkommenhed. Visse frugter opnår i virkeligheden først deres fulde udvikling efter at være blevet skilt fra træet.

LXXXI. Og nu med hensyn til dit spørgsmål om menneskets sjæl og dens overlevelse efter døden. Vid du i sandhed, at sjælen, efter sin adskillelse fra legemet, vil vedblive at udvikle sig, indtil den når Guds nærvær, på et stade og i en tilstand som hverken tidsaldres og århundreders omvæltninger eller denne verdens forandringer og tilfældigheder kan ændre. Den vil bestå så længe som Guds Rige, Hans herredømme, Hans myndighed og magt består. Den vil åbenbare tegnene fra Gud og Hans egenskaber og vil afsløre Hans omsorg og gavmildhed. Min pens bevægelse ophører, når den på behørig vis forsøger at beskrive storheden og herligheden i så højt et stade. Den ære, hvormed barmhjertighedens hånd vil udruste sjælen, er af en sådan art at ingen tunge fyldestgørende kan åbenbare den eller nogen anden jordisk kraft beskrive den. Velsignet er den sjæl, der ved timen for sin adskillelse fra legemet, er lutret for de forfængelige indbildninger hos verdens folk. En sådan sjæl lever og bevæger sig i overensstemmelse med sin Skabers vilje og træder ind i det højeste paradis. Himlens jomfruer, beboerne af de fornemmeste boliger, vil kredse om den, og Guds profeter og Hans udvalgte vil søge fællesskab med den. Med dem vil den sjæl tale frit og vil berette for dem det, som den har måttet bære på vejen til Gud, Herren over alle verdener. Om noget menneske skulle få berettet det, som er blevet bestemt for sådan en sjæl i Guds verdener, Han som hersker over tronen i det høje og af jorden derunder, vil hele dets væsen øjeblikkelig flamme op i sin stærke længsel efter at opnå dette mest ophøjede, helliggjorte og strålende stade... Sjælens natur efter døden kan aldrig beskrives, og det er heller ikke passende eller tilladeligt at afsløre hele dens karakter for menneskers øjne. Guds profeter og budbringere er blevet sendt ned med det ene formål at lede menneskeheden til sandhedens lige vej. Formålet med deres åbenbaring har været at opdrage alle mennesker, således at de i dødens time i den største renhed og hellighed og i absolut frigjorthed kan stige op til tronen i Det Høje. Det lys, som disse sjæle udstråler, har ansvar for verdens fremgang og dens folkeslags udvikling. De er som den surdej, der syrner tilværelsens verden, og udgør den livgivende kraft, hvorigennem verdens kunstarter og undere synliggøres. Gennem dem regner skyerne deres gavmildhed nedover mennesker, og jorden frembærer sine frugter. Alt må nødvendigvis have en årsag, en motiverende kraft, et livgivende princip. Disse sjæle og symboler på frigørelse har draget omsorg for og vil vedblivende drage omsorg for den højeste bevægende impuls i tilværelsens verden. Den hinsidige verden er så forskellig fra denne verden, som denne verden er forskellig fra barnets, medens det endnu er i sin moders liv. Når sjælen opnår Guds nærvær, vil den antage den skikkelse, som bedst passer dens udødelighed og er den himmelske bolig værdig. En sådan eksistens er en betinget og ikke en absolut eksistens, eftersom den første har en forudgående årsag, medens den sidste er uafhængig heraf. Absolut eksistens er strengt begrænset til Gud, ophøjet være Hans herlighed. Godt er det for dem, der fatter denne sandhed. Om du i dit hjerte ville tænke over Guds profeters adfærd, ville du med vished og straks bevidne, at der nødvendigvis må være andre verdener ud over denne verden. De fleste af de virkelig vise og lærde har gennem alle tider, som det er optegnet af herlighedens pen i Visdommens Skrift, båret vidnesbyrd om sandheden i det, som den hellige skrift fra Gud har åbenbaret. Selv materialisterne har i deres skrifter bevidnet visdommen hos disse guddommeligt udpegede budbringere og har betragtet de henvisninger til Paradis, til helvedes ild, til fremtidig belønning og straf, der er givet af profeterne, som værende blevet iværksat af et ønske om at opdrage og opløfte menneskesjælene. Overvej derfor hvordan størstedelen af menneskeheden, uanset deres tro eller teorier, har anerkendt deres fortrin og anerkendt disse Guds profeters overlegenhed. Disse frigjorthedens juveler er af nogle hyldet som visdommens legemliggørelser, medens andre tror, at de er selve Guds talerør. Hvorledes kunne sådanne sjæle have indvilliget i at overgive sig til deres fjender, hvis de troede, at alle Guds verdener var begrænset til dette jordiske liv? Ville de frivilligt have udstået sådanne pinsler og lidelser, som intet menneske nogen sinde har oplevet eller vidnet om?

LXXXII. Du har spurgt mig om sjælens natur. Vid i sandhed at sjælen er et tegn fra Gud, en himmelsk juvel, hvis virkelig­hed de lærdeste blandt mennesker ikke har evnet at fatte, og hvis gåde ingen forstand, ligegyldig hvor skarp, nogen sinde kan håbe at afsløre. Den er den første blandt alt skabt til at forkynde det enestående hos sin Skaber, den første til at erkende Hans herlighed, til at holde fast ved Hans sandhed og til at bøje sig ned i tilbedelse for Ham. Hvis den er trofast mod Gud, vil den reflektere Hans lys og vil, til slut, vende tilbage til Ham. Hvis den imidlertid svigter i lydighed mod sin Skaber, vil den blive et offer for selvet og lidenskaben og vil til slut synke ned i deres dyb.

Den der på denne dag har nægtet at lade menneskers tvivl og indbildninger få ham til at vende sig bort fra Ham, der er den evige sandhed, og som har nægtet at lade det oprør, der er fremkaldt af de gejstlige og verdslige myndigheder afholde ham fra at anerkende Hans budskab, dette menneske vil blive betragtet af Gud, alle menneskers Herre, som et af Hans mægtige tegn og vil blive talt blandt dem, hvis navne er blevet nedskrevet af den højestes pen i Hans Bog. Velsignet er den, der har anerkendt det sande stade hos sådan en sjæl, der har anerkendt dens stade og opdaget dens dyder.

Meget er skrevet i gamle tiders bøger om de forskellige stadier i sjælens udvikling som lyst, heftighed, inspiration, hjælpsomhed, tilfredshed, guddommelig glæde og lignende; Den højeste pen er imidlertid utilbøjelig til at dvæle ved det. Enhver sjæl, der vandrer ydmygt med sin Gud på denne dag og holder fast ved Ham skal finde sig udrustet med ære og herlighed i alle skønne navne og stillinger.

Når mennesket sover, kan dets sjæl ingenlunde siges at være blevet naturligt påvirket af noget ydre objekt. Den er ikke påvirkelig af nogen forandring i sin oprindelige tilstand eller karakter. Alle ændringer i dens funktioner må tilskrives ydre årsager. Det er til disse ydre påvirk­ninger at alle ændringer i dens omgivelser, dens forståelse og opfattelse bør henvises.

Tænk på det menneskelige øje. Skønt det har evnen til at opfatte alle skabte ting, kan den mindste hæmning i den grad blokere dets syn, at det berøver det evnen til at skelne en genstand. Priset være navnet på Ham der har skabt og er oprindelsen til disse årsager, der har bestemt, at enhver forandring og variation i tilværelsens verden er gjort afhængig af dem. Enhver skabt ting i hele universet er kun en dør, der leder til Hans kundskab, et tegn på Hans herredømme, en åbenbaring af Hans navne, et symbol på Hans majestæt, et vidnesbyrd om Hans magt, en måde til at få adgang til Hans lige Vej...

Sandelig siger jeg, den menneskelige sjæl er i sit inderste væsen et af Guds tegn, et mysterium blandt Hans mysterier. Den er et af de mægtigste tegn fra Den Almægtige, den bebuder der forkynder virkeligheden i alle Guds verdener. Inden i den ligger det skjult, som verden i øjeblikket er fuldstændig ude af stand til at fatte. Tænk i dit hjerte på åbenbaringen af Guds sjæl der gennemsyrer alle Hans love, og sæt det op imod den lave og begærlige natur der har sat sig op imod Ham, der hindrer mennesker i at vende sig til Navnenes Herre, og tvinger dem til at følge deres begær og ondskab. Sådan en sjæl er i sandhed vandret langt på fejltagelsens vej...

Du har endvidere spurgt mig om sjælens tilstand efter dens adskillelse fra legemet. Vid i sandhed at hvis menneskets sjæl har vandret ad Guds veje, vil den med sikkerhed vende tilbage og blive omgærdet af Den Elskedes herlighed. Ved Guds retfærdighed! Den skal opnå en tilstand, som ingen pen kan beskrive eller tunge kan berette. Den sjæl, der er forblevet trofast mod Guds sag og stod urokkelig fast på Hans vej, skal efter sin bortgang have en sådan kraft, at alle de verdener, som Den Almægtige har skabt, vil blive gavnet gennem ham. En sådan sjæl sørger på den fuldkomne konges og guddommelige opdragers bud for den rene surdej, der syrner tilværelsens verden og tilvejebringer den kraft, hvorved kunstarterne og underne i verden bliver åbenbare. Betænk hvorledes mel har brug for surdej for at blive syrnet. Disse sjæle, der er symboler på frigørelse, er verdenens surdej. Mediter over dette og vær blandt de taknemmelige.

I adskillige af vore skrifter har vi henvist til dette emne og har fremlagt de forskellige stadier i sjælens udvikling. Sandelig siger jeg, den menneskelige sjæl er hævet over al fremgang og tilbagegang. Den er stille, og dog hæver den sig op; den bevæger sig, og dog er den stille. Den er i sig selv et vidnes­byrd, der vidner om eksistensen af en verden, der er timelig såvel som virkelig­heden i en verden, der hverken har be­gyndelse eller afslutning. Se hvordan den drøm, du har drømt efter mange års forløb genop­føres for dine øjne. Betænk hvor ejendommeligt mysteriet om den verden, der viser sig for dig i din drøm, er. Tænk i dit hjerte på Guds uudgrundelige visdom og mediter over dens mangfoldige åbenbarelser...

Bær vidnesbyrd om de underfulde tegn på Guds værk og overvej dets vidde og karakter. Han, der er profeternes segl, har sagt: 'Gør min undren og forbløffelse over Dig større, O Gud!'

Med hensyn til dit spørgsmål om den fysiske verden er underlagt nogen begrænsninger, skal du vide, at forståelsen af dette emne beror på selve iagttageren. I en forstand er den begrænset; i en anden er den hævet ud over alle begræns­ninger. Den ene, sande Gud har altid eksisteret og vil altid vedblive at eksistere. Hans skabelse har ej heller haft nogen begyndelse og vil ikke have nogen afslutning. Alt som er skabt har dog en forud­gående årsag. Denne kendsgerning fastslår uden skygge af tvivl enheden hos Skaberen.
Du har ydermere spurgt mig om de himmelske sfærers natur. For at forstå deres natur ville det være nødvendigt at efterforske betydningen i de hentydninger, der er gjort i de gamle bøger de himmelske sfærer og himlene og at opdage karak­teren af deres forhold til denne fysiske verden og den indflydelse, som de øver på den. Ethvert hjerte fyldes af undren over så forvirrende et emne, og enhver forstand forvirres over dets mysterium. Gud alene kan fatte dets betydning. De lærde, der har anslået livet på denne jord til adskillige tusinde år, har gennem hele den lange observationsperiode ikke formået at udregne antal eller alder på de andre planeter. Tænk endvidere på de mangfoldige uoverens­stemmelser, der er resultatet af de teorier, der er fremsat af disse mænd. Du skal vide, at alle fiksstjerner har deres egne planeter, og alle planeter deres egne skabninger, hvis antal intet menneske kan udregne.

O du der har fæstet dine øjne på mit ansigt! Herlighedens daggry har på denne dag åbenbaret sin udstråling, og stemmen fra det høje kalder. Vi har tidligere udtalt disse ord: 'Dette er ikke tiden for noget menneske til at betvivle sin Herre. Det pålægges den der har lyttet til Guds kalden, som er istemt af Ham, der er her­lighedens daggry, at rejse sig og udråbe: 'Her er jeg, her er jeg, O alle Navnes Herre; her er jeg, her er jeg, O himlenes Skaber' Jeg bevidner, at ved din åbenbaring er de ting, der er skjult i Guds bøger, blevet åbenbaret, og at alt hvad der er blevet optegnet af dine budbringere i de hellige skrifter, er blevet opfyldt."

Religiøse ledere

XCVIII. Sig: O religiøse ledere! Vej ikke Guds Bog efter den standard og de videnskabelige metoder, som er gængs iblandt jer, for Bogen selv er den ufejlbarlige vægt oprettet blandt mennesker. På denne mest fuldkomne vægt må alt, hvad folkene og slægterne på jorden be­sidder, vejes, medens omfanget af dens vægt skal prøves i overensstemmelse med dens egen standard, om I blot vidste det.

Min kærligheds øje græder såre over jer, fordi I har svigtet at anerkende den ene, som I har påkaldt om dagen og ved nattetide, ved aften og ved morgen. Gå fremad, O folk, med snehvidt ansigt og strålende hjerte, mod det velsignede og purpurrøde sted, hvor Sadratu'l-Muntahá kalder: 'Sandelig, der er ingen anden Gud end Mig, den Almægtige Beskytter, Den Selvbestående.'

O religiøse ledere! Hvem er det menneske iblandt jer, der kan overgå mig i fremsyn og indsigt? Hvor findes den, der vover at gøre fordring på at være min lige i tale og visdom? Nej, ved min Herre, Den Albarmhjertige! Alt på jorden skal forgå; og dette er jeres Herres, den Almægtiges, Den højst Elskedes ansigt.

Vi har bestemt, O folk, at det største og det endelige mål for al lærdom er erkendelsen af Ham, der er genstand for al kundskab; og dog, se hvordan I har ladet jeres lærdom udelukke jer som ved et slør fra Ham, der er daggryet for dette lys, gennem hvem alle skjulte ting er blevet åbenbaret. Kunne I blot opdage den kilde hvorfra denne tales lysglans bliver udbredt, ville I tilsidesætte verdens mennesker og alt, hvad de ejer og drage hen til dette mest velsignede herligheds sæde.

Sig: Dette, i sandhed, er himlen, hvor oprindelsens bog opbevares, kunne I blot fatte det. Ham er det, der har fået klippen til at råbe og Den brændende Busk til at opløfte sin stemme på bjerget der rejser sig over Det Hellige Land og forkynde: 'Kongeriget er Guds, alles suveræne Herre, Den Almagtsfulde, Den Elskende' '

Vi har ikke søgt nogen skole eller læst nogen af jeres afhandlinger. Vend jeres øren til denne ulærdes ord, hvormed Han kalder jer til Gud, Den Evigtværende. Bedre for jer er dette end alle jordens skatte, kunne I blot fatte det.

C. Det er pålagt jer og tilhængerne af Ham, der er Den evige Sandhed, at opfordre alle mennesker til det der vil lutre dem for al tilknytning til jordiske ting og rense dem for dens smuds, således at den sødmefulde duft fra den Herligstes klædedragt kan fornemmes af alle, der elsker Ham.

De rige skal imidlertid have den største omsorg for de fattige, thi stor er den ære Gud har forudbestemt for de fattige der holder ud i tålmodighed. Ved mit liv! Der er ingen ære udover, den Gud måtte behage at forunde, der kan sammenlignes med denne ære. Stor er den velsignelse, der venter de fattige, der tålmodigt holder ud og skjuler deres lidelser, og vel er det med de rige, der skænker deres rigdomme til de nødlidende og foretrækker dem frem for sig selv.

Om Gud vil kan de fattige bestræbe sig på og anstrenge sig for at tjene til livets ophold. Dette er en pligt, der i denne største åbenbaring er blevet foreskrevet alle og i Guds øjne regnes for en smuk gerning. Hjælpen fra Den Usynlige vil med sikkerhed støtte den der iagttager denne pligt. Han kan ved sin nåde berige den Han ønsker. Han har i sandhed magt over alt...

Menneskeslægten

CVI. Den alvidende Læge har sin finger på menneskehedens puls. Han fornemmer sygdommen og foreskriver i sin ufejl­barlige visdom lægemidlet. Hver tidsalder har sit eget problem, og enhver sjæl sin særegne higen. Det lægemiddel verden behøver for sine nuværende lidelser kan aldrig være det samme som det en efterfølgende tidsalder måtte kræve. Vær inderligt optaget af behovene i den tid, I lever i, og koncentrer jeres rådslagninger om dens krav og fornødenheder.

Vi kan udmærket opfatte hvorledes hele menneskeslægten er omgivet af store, talrige prøvelser. Vi ser den van­smægte på sin sygeseng, hårdt prøvet og uden illusioner. De, der er beruset af selvbedrag har stillet sig imellem den og den guddommelige og ufejlbarlige læge. Se hvordan de har besnæret alle mennesker, dem selv indbefattet, i deres snarers garn. De formår hverken at opdage årsagen til sygdommen eller har noget kendskab til lægemidlet. De har opfattet det lige som skævt og set deres ven som en fjende.

Vend jeres øren mod den blide sang fra denne fange. Stå op og opløft jeres stemmer, så om muligt de, der er i dyb søvn, kan blive vækket. Sig: O I der er som døde! Den guddomme­lige gavmildheds hånd tilbyder jer livets vand. Skynd jer og drik hvad I kan deraf. Den, der er genfødt på denne dag, skal aldrig dø; den, der er død, skal aldrig leve.

CX. Det højeste væsen siger: O I menneskebørn! Det grundlæggende formål, der besjæler Guds tro og Hans religion, er at sikre menneskeslægtens interesser og fremme dens enhed og at nære kærlighedens og fællesskabets ånd blandt mennesker. Lad den ikke blive en kilde til splid og disharmoni, til had og fjendskab. Dette er den lige vej, det faste og urokkelige grundlag. Alt hvad der bliver rejst på dette grundlag, kan aldrig svækkes af verdens forandringer og sammentræf, ej heller kan utallige århundreders omskiftelser underminere dets struktur. Vor forhåbning er, at verdens religiøse ledere og dens herskere vil rejse sig og i forening reformere denne tidsalder og genoprette dens lykke. De skal så efter at have overvejet tidens behov holde råd sammen og ved intens og gennemgribende rådslag­ning indgive en hensygnet og hårdt prøvet verden det lægemiddel, den behøver... Det er pålagt magthaverne at udvise mådehold i alle sager. Hvad der end overskrider mådeholdets begrænsninger vil ophøre at udøve en gavnlig indflydelse. Tænk for eksempel på frihed, civilisation og lignende. Uanset hvor meget mennesker med forståelse ser på dem som et gode, vil de, hvis de bringes til yderlighed øve en skadelig indflydelse på mennesker... Om Gud vil, vil verdens folk, som en følge af de store bestræbelser, der udvirkes af deres herskere og de vise og lærde blandt mennesker, blive ledet til at erkende deres bedste interesser. Hvor længe vil menneskeheden fremture i sin ligegyldighed? Hvor længe vil uretfærdighed vare ved? Hvor længe skal kaos og forvirring herske blandt mennesker? Hvor længe vil uenighed oprøre samfundet? Fortvivlelsens vinde blæser ulykkeligvis fra alle retninger, og den strid, der skiller og plager menneskeslægten skærpes daglig. Tegn på nært forestående omvæltninger og kaos kan nu tydeligt ses, eftersom den herskende orden viser sig at være beklageligt mangelfuld. Jeg bønfalder Gud, ophøjet være Hans herlighed, om at Han nådigt må vække jordens folk, vil udvirke at deres adfærd i sidste ende vil blive gavnlig for dem og hjælpe dem med at opfylde det, der passer for deres stade.

Fred

CXVII. Det højeste væsen har i ønsket om at åbenbare forudsætningerne for fred og tryghed i verden og fremgang for dens folk skrevet: Den tid må komme, da den bydende nødvendighed af at foranstalte en vældig altomfattende forsamling af mennesker vil være anerkendt af alle. Jordens herskere og konger må nødvendigvis deltage og ved at være med i dens rådslagning overveje sådanne midler og måder, der vil kunne lægge fundamenterne til verdens store fred mennesker imellem. En sådan fred kræver, at stormagterne, af hensyn til trygheden hos jordens folkeslag, beslutter sig til fuldstændig at forsone sig med hinanden. Om en konge begynder at føre krig mod en anden, bør alle i forening rejse sig og standse ham. Hvis dette gennemføres, vil verdens nationer ikke længere behøve nogen militære styrker, undtagen med det formål at bevare sikker­heden i deres riger og at opretholde den indre orden i deres områder. Dette vil sikre freden og trygheden for alle folkeslag, enhver regering og nation. Vi håber inderligt, at jordens konger og regenter, spejlene for Guds nådige og almægtige navn, må nå til dette stade og skærme menneskeheden mod tyranniets stormangreb...

Den dag nærmer sig, da alle folk i verden vil have antaget et universelt sprog og en fælles skrift... Når dette er opnået, skal det, uanset hvilken by et menneske rejser til, være som at komme til sit eget hjem. Dette er obligatorisk og helt væsentligt. Det påhviler ethvert menneske med indsigt og forståelse at omsætte det, der er blevet nedskrevet, til virkelighed og handling... Den er i sandhed et menneske, der i dag vier sig til tjeneste for hele menneskeslægten. Det højeste væsen siger: Velsignet og lykkelig er den, der rejser sig for at fremme de bedste interesser for jordens folk og slægter. Et andet sted forkynder Han: Det passer sig ikke for ham at rose sig af, at han elsker sit eget land, men snarere at han elsker hele verden. Jorden er kun ét land og menneskeslægten dens borgere.

CXX. O I folkets valgte repræsentanter i alle lande! Rådslå sammen og tag jer kun af det som gavner menneskeheden og forbedrer dens tilstand, hvis I er af dem, der nøje gransker. Ansku verden som et menneskelegeme, der, skønt helt og fuldkomment ved sin skabelse, af forskellige årsager er blevet hjemsøgt af alvorlige forstyrrelser og sygdomme. Ikke én dag fandt det hvile, nej, dets sygdom øgedes voldsomt, eftersom det kom under behandling af uvidende læger, der gav deres personlige ønsker frie tøjler og fejlede slemt. Og hvis på et tidspunkt en del af dette legeme blev helbredt, ved en kyndig læges behandling, forblev det øvrige dog plaget som før. Således oplyses I af Den Alvidende, Den Alvise.

Vi ser det på denne dag i hænderne på herskere, så drukne af hovmod, at de ikke klart formår at skelne det, der er deres eget bedste, end mindre erkende en åbenbaring så forvirrende og udfordrende som denne. Og når nogen af dem har bestræbt sig på at bedre dets tilstand, har hans motiv været hans egen vinding, enten åbenlyst eller skjult; og uværdigheden i dette motiv har begrænset hans magt til at læge og helbrede.

Det, som Herren har forordnet som det suveræne lægemiddel og mægtigste redskab for helbredelsen af hele verden, er foreningen af alle dens folk i én universel sag, én fælles tro. Dette kan kun opnås gennem en kyndig, almægtig og inspireret læges formåen. Dette er sandheden, og alt andet blot fejltagelse.

Den søgende

CXXV. O Min broder! Når en oprigtigt søgende beslutter at begive sig ud på efterforskning af den vej, der fører til kundskab om Den urgamle af Dage, må han frem for alt andet rense sit hjerte, som er sæde for åbenbaringen af Guds indre mysterier, for det fordunklende støv i al tilegnet kundskab og det, der hører til legemliggørelsen af satanisk indbildning. Han må lutre sit bryst, som er Den Elskedes uforanderlige kærligheds helligdom, for enhver urenhed og helliggøre sin sjæl for alt, der hører til vand og ler og fra alle uvirkelige og flygtige bånd. Han skal rense sit hjerte så intet gran af kærlighed eller had kan dvæle deri, for at kærlighed ikke blindt skal tilskynde ham til fejltagelse eller had støde ham bort fra sandheden. Ligesom du på denne dag er vidne til, hvordan de fleste mennesker, på grund af denne kærlighed og dette had, er berøvet Det udøde­lige Åsyn, har forvildet sig langt bort fra legemliggørelserne af de guddommelige mysterier og uden hyrde strejfer gennem glemselens og fejltagelsens ørken.

Den søgende må altid sætte sin lid til Gud, må forsage jordens folk, må frigøre sig fra støvets verden og holde fast ved Ham, der er Herrernes Herre. Han må aldrig søge at ophøje sig selv over nogen, må fra sit hjertes tavle bortvaske ethvert spor af stolthed og forfængelighed, må holde fast ved tålmodighed og forsagelse, må forholde sig tavs og afstå fra ørkesløs tale. For tungen er en fortærende ild og overdreven tale en dødelig gift. Fysisk ild fortærer legemet, medens tungens ild sluger både hjerte og sjæl. Virkningen af den første varer kun en tid, medens virkningerne af den sidste varer et århundrede.

Den søgende skal ligeså betragte bagtalelse som en alvorlig fejl og holde sig langt væk fra den, eftersom bagtalelse slukker hjertets lys og udsletter sjælens liv. Han skal være tilfreds med lidt og være befriet for alt overdrevent begær. Han skal værdsætte fællesskabet med dem, der har forsaget verden, og betragte det at holde sig fra pralende og verdslige mennesker som en dyrebar velsignelse. Ved hver dags daggry skal han samtale med Gud og med hele sin sjæl blive ved i sin søgen efter Den Elskede. Han skal tilintetgøre enhver egensindig tanke med ilden i Hans kærlige omtale og med lynets hast forbigå alt andet end Ham. Han skal komme de hjemløse til hjælp og aldrig holde sig tilbage fra at give de fattige. Han skal være venlig over for dyr, hvor meget mere over for sit medmenneske, over for den der er udstyret med evne til at tale. Han skal ikke tøve med at ofre sit liv for sin Elskede eller tillade menneskenes kritik at vende ham bort fra sand­heden. Han skal ikke ønske for andre det, som han ikke ønsker for sig selv, eller love det som han ikke opfylder. Af hele sit hjerte skal han undgå omgang med dem, der vil ondt, og bede for deres synders forladelse. Han skal tilgive synderen og aldrig foragte hans lave stade, for ingen kender sit eget endeligt. Hvor ofte er ikke en synder, i dødens stund, nået til inderlig tro og har, medens han tømte den udødelige drik, taget sin vingeflugt til Den højeste Forsamling! Og hvor ofte har ikke en hengiven troende ved timen for sin sjæls opstigen været så forandret, at han faldt i den dybeste ild!

Vort formål med at åbenbare disse overbevisende og vægtige udsagn er at indprente den søgende, at han skal betragte alt andet end Gud som flygtigt og regne alt undtagen Ham, som er genstanden for al tilbedelse, for lutter intethed...

CXXVIII. Vær retfærdig mod jer selv og mod andre så tegnene på retfærdighed kan blive åbenbaret gennem jeres gerninger blandt vore trofaste tjenere. Tag jer i agt for at I ikke forgriber jer på næstens midler. Vær hans tillid og fortrolighed værdig og hold jer ikke tilbage fra at give til de fattige, det Gud har skænket jer. Han vil i sandhed belønne de godgørende og gengælde dobbelt for det, de har givet. Der er ingen anden Gud end Ham. Hele skabelsen og dens rige er Hans. Han skænker sine gaver til den, Han vil, og fra den Han vil tilbageholder Han dem. Han er Den store Giver, Den mest Gavmilde, Den Godgørende.

CXXX. Vær gavmild i medgang og taknemmelig i modgang. Vær din næstes tillid værdig og se på ham med et venligt og lysende ansigt. Vær skattet af den fattige, den riges formaner, den der besvarer den nødlidendes råb, den der beskytter dit løftes hellighed. Vær retfærdig i din dom og behersket i din tale. Vær ikke uretfærdig mod noget menneske og vis sagtmodighed mod alle mennesker. Vær som en lampe for dem, der vandrer i mørke, en glæde for den sørgmodige, et hav for den tørstende, en havn for den ulykkelige, en støtte og forsvarer for undertrykkelsens offer. Lad ubestikkelighed og oprigtighed præge alle dine handlinger. Vær et hjem for den fremmede, en lindring for den lidende, en mur af styrke for den flygtende. Vær øjne for den blinde og et ledende lys for foden af dem der er faret vild. Vær et smykke for sandhedens åsyn, en krone på troskabens pande, en søjle i retsindighedens tempel, et åndepust af liv for menne­skehedens legeme, et banner for retfærdighedens hærskarer, et lys over dydens horisont, en dugdråbe på menneskehjertets muld, en ark på kundskabens hav, en sol på gavmildhedens himmel, en juvel i visdommens diadem, et skinnende lys på dit slægtleds firmament, en frugt på ydmyghedens træ.
 

tilbage til oversigten