Informationskontoret
Sofievej 28
2900 Hellerup
Tlf.: 3962 1780
info@bahai.dk

 
 

Harmoni mellem racerne

O Du tilgivende Herre! Du er tilflugten for alle disse Dine tjenere. Du kender hemmelighederne og er vidende om alt. Vi er alle hjælpeløse, og Du er Den Magtfulde, Den Almægtige. Vi er alle syndere, og Du er Tilgiveren af synder, Den Barmhjertige, Den Medfølende. O Herre! Se ikke på vore mangler. Gør med os, som det anstår sig Din nåde og gavmildhed. Vore mangler er talrige, men Din tilgivelses hav er grænseløst. Vor svaghed er sørgelig , men tegnene på Din hjælp og støtte er klare. Bestyrk os derfor og giv os kraft. Gør os i stand til at udføre det, der er Din hellige tærskel værdig. Oplys vore hjerter, skænk os klarsynede øjne og opmærksomme øren. Genopliv de døde og helbred de syge. Skænk de fattige rigdom og giv de frygtsomme fred og vished. Modtag os i Dit rige og oplys os med ledelsens lys. Du er Den Magtfulde og Den Almægtige. Du er Den Gavmilde. Du er Den Milde, Du er den Venlige.

‘Abdu’l-Bahá Bahá'í Bønner s. 101

*

O venner! Vær ikke ligegyldige over for de dyder, som I er blevet begunstigede med, vær ej heller forsømmelige med hensyn til jeres høje skæbne. Lad ikke jeres bestræbelser være forgæves på grund af forfængelige indbildninger, som visse hjerter har udtænkt. I er stjernerne på forståelsens himmel, den brise som bevæger sig ved dagens frembrud, de mildt flydende vande hvoraf alle menneskers virkelige liv afhænger, de bogstaver der er indskrevet i Hans hellige epistler. I den yderste enighed og i det fuldkomne kammeratskabs ånd skal I bestræbe jer for at nå frem til det, som anstår sig på denne Guds dag. Sandelig siger jeg, stridigheder og splid og alt det, som menneskets ånd afskyr, er helt uværdigt for dets stade. Saml al jeres energi om Guds tros fremme.

... Lad jer lede af visdom i alle jeres handlinger og hold hårdnakket fast ved det. Gud give at I alle må blive styrket til at udøve det, som er Guds vilje, og at I nådigt må blive hjulpet til at værdsætte den rang, som er forundt de af hans elskede, som har rejst sig for at tjene Ham og ophøje Hans navn. Guds herlighed være med dem, herligheden af alt det som er i himlene, og alt det som er på jorden og herligheden hos beboerne af Det Højeste Paradis, himlenes himmel.

Glimt fra Bahá'u'lláhs Skrifter
norsk udgave s. 146-147

*

Vær forenede, tal i samdrægtighed,
Lad jeres sind begribe på samme måde,
Vær fælles om jeres bøn,
Vær forenede ved afslutningen af jeres samling,
Vær fælles om jeres beslutning;
Vær fælles i jeres overvejelser.
Vær samdrægtig i jeres følelser.
Vær fælles i jeres hensigter, lad jeres enhed være perfekt.

Hindu skrift RigVerda 11.28:2-5

*

Mit formål er intet andet end forbedring af verden og folkenes tryghed. Menneskeslægtens velfærd, dens fred og tryghed er alt sammen uopnåeligt medmindre dens enhed er solidt etableret. Denne enhed kan aldrig opnås, så længe de råd, som Den Højestes pen har åbenbaret, forbliver upåagtede.
Ved de ords magt som Han har ytret, kan hele menneskeslægten blive oplyst med enhedens lys og ihukommelsen af Hans navn bliver i stand til at sætte alle menneskers hjerter i brand og brænde bort de slør som er en hindring mellem dem og Hans herlighed. Én retfærdig handling er udstyret med en kraft som kan løfte støvet så højt, at det kan det kan stige over himlenes himmel. Den kan sønderrive alle bånd, og den har magt til at genoprette den kraft, der har ødelagt sig selv og er forsvundet.
Vær rene, o Guds folk, vær rene. Vær retfærdige, vær retfærdige... Sig: O Guds folk! Det, som kan sikre sejren for Ham, som er Den Evige Sandhed, hans hærskarer og hjælpere på jorden, er optegnet i de hellige bøger og skrifter og er klare og åbenbare som solen.
Disse hærskarer er de retfærdige handlinger, den adfærd og karakter, som er antagelige i Hans øjne.
For den, der på denne dag rejser sig for at hjælpe vor sag og til sin hjælp kalder hærskarerne af en prisværdig karakter og en retskaffen adfærd, vil indflydelsen fra en sådan handling helt sikkert spredes i hele verden.

Glimt fra Bahá'u'lláhs skrifter
norsk udgave s. 213-214

*

Må alle væsener overalt
Plaget af lidelser på krop og sjæl
Opnå et ocean af lykke og glæde.
Må de blinde se,
Må de døve høre,
og som det var med den illusoriske Celesial,
Må den havende føde uden smerte.
Må den nøgne finde klæder,
Den sultne føde;
Må den tørstige finde vand
og velsmagende drikke.
Må de fattige finde rigdom,
De svage og sørgmodige glæde;
Må de fortabte finde nyt håb,
vedblivende lykke og velstand.
For så længe rummet består
og for så længe levende væsener findes
Indtil da må også jeg vente
Med at forjage verdens fortvivlelse.

Buddhistisk skrift – Shantideva

*

Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer.

Romerbrevet 12:9-18

*

I Guds navn, Den Nådige, Den Barmhjertige!
Ligesom Vi sendte et Sendebud fra jeres midte, som forelæser jer Vore tegn og renser jer og lærer jer Bogen og Visdommen og lærer jer, hvad I ikke vidste. Ihukom derfor Mig, så vil Jeg ihukomme jer, og vær taknemmelige imod Mig og vær ikke vantro. Og I som tror, søg hjælp i udholdenhed og bøn, for Gud er med de udholdende.

Koranen Sura 2 v. 152-154

*

Vis tålmodighed og hjælpsomhed og kærlighed mod hveran­dre. Om nogen iblandt jer er ude af stand til at fatte en vis sandhed eller bestræbe sig på at forstå den, vis da, når I taler med ham, den største venlighed og god vilje. Hjælp ham til at se og erkende sandheden uden i mindste måde at regne jer selv som værende ham over­legen eller at være i besiddelse af større evner.

Menneskets hele forpligtelse på denne dag er at opnå andel i den nådestrøm, som Gud skænker ham. Derfor må ingen se på modtagerens storhed eller ringhed. Nogles andel kunne måske ligge i et menneskes hånd, andres andel måske fylde et bæger og atter andres endog et litermål.

Bønfald Den ene sande Gud om at give, at I kan nyde smagen af de gerninger, der udføres på Hans vej, og få del i sødmen i den ydmyghed og lydighed, der vises for Hans skyld. Glem jeres eget selv og vend jeres blik mod jeres næste. Vi jeres kræfter til alt, hvad der kan bidrage til menneskers opdragelse. Intet er eller kan nogensinde være skjult for Gud. Hvis I holder jer til Hans vej, vil Hans utallige og uforgængelige velsignelser blive skænket jer. Dette er det lysende skrift, hvis vers er strømmet fra Hans bevægende pen, Ham der er alle verdeners Herre. Tænk over det i jeres hjerter og vær blandt dem der efterlever dets forskrifter.

Glimt fra Bahá'u'lláhs skrifter

*

O Gud, min Gud! Værn Dine betroede tjenere mod selvets og lidenskabens onder, beskyt dem med Din kærligheds årvågne øje mod al bitterhed, had og misundelse, skærm dem i Din omsorgs uindtagelige fæstning og gør dem, i sikkerhed for tvivlens pile, til manifesteringer af Dine herlige tegn, oplys deres ansigter med de funklende stråler, der kastes fra Din guddommelige enheds daggry, fryd deres hjerter med versene der er åbenbaret fra Dit hellige rige, styrk deres lænder med Din altbeherskende kraft, der kommer fra Din herligheds rige. Du er Den Mest Gavmilde, Beskytteren, Den Almægtige, Den Nådige.

‘Abdu’l-Bahá Bahá'í Bønner s. 17

*

tilbage til oversigten

 

Jorden er kun ét land og menneskeheden dets indbyggere.